“Folkeskolemafiaen” fylder rundt

Af Mette Jensen

Forældreforeningen Brug Folkeskolen var med til at samle forældrene om skolevalget og fik sat blandede skoler på dagsordenen. Nu fylder foreningen 10 år.

1

Nina Stokholm, Jan Andreasen, Mette Jeppesen, Mette Kirk og Solvejg Petot samlet til en samtale om Brug Folkeskolens fødsel.

Det er blevet tid til et tilbageblik på en tid, som på en gang er både lyslevende og langt væk. Bemærkninger som ”er det virkeligt 10 år siden”, ”tænk engang” og ”kan I huske?” blander sig om bordet, hvor Nina Stokholm, Jan Andreasen, Mette Kirk, Solvejg Petot og Mette Jeppesen er samlet. Fem toneangivende kræfter i Forældreforeningen Brug Folkeskolens historie.

Vi er på Nørrebro – den farverige, flagrende og flerkulturelle bydel, hvor det hele startede. Over dampende dim sum løber snakken lystigt af sted fra første hilsen, og ord for ord former forløbet sig af en forenings fødsel. En forening, som i løbet af de seneste ti år har sat sine spor i det skolepolitiske landskab.

”Jeg havde haft idéen om projektet noitargetni, altså integration stavet bagfra, i nogle år inden. Og jeg gik egentlig bare og overvejede, hvordan jeg skulle realisere det,” fortæller Nina Stokholm. Dengang hed hun Lund-Andersen og hendes datter Flora gik fortsat i børnehave.

Men skolevalget nærmede sig, og Nina kunne se en bekymrende tendens til, at mange i kvarteret valgte folkeskolen fra. Derfor gik hendes tanker på et omvendt integrationsprojekt. Den danske middelklasse skulle tilbage i folkeskolen. Et opslag i børnehaven i foråret 2002 endte med at give idéen liv.

Halalhippier og den politiske korrekthed

Dengang var der ni folkeskoler på Nørrebro. Blågård Skole var blandt de populære, mens ingen til gengæld ville gå på Stevnsgades Skole eller Sjællandsgades Skole. De havde blot én klasse på hver årgang. Ofte med mindre end 15 elever i hver.

Selvom udlændingedebatten havde været stor i valgkampen året forinden, hvor Dansk Folkeparti efter stemmeoptællingen endte som landets tredjestørste parti, var der fortsat en halalhippie-stemning på Nørrebro. Den politiske korrekthed herskede, og det var ikke pænt at tale om minoriteter og problemer i samme sætning. I stedet vendte forældre blot fødderne mod privatskolerne.

De frelste forældre og en skrantende folkeskole

Flugten fra folkeskolen – hvorfor? Stod der på sedlen, som fangede Jan Andreasens opmærksomhed. Selv havde han bemærket, at langt fra alle børn var fulgt med i skiftet fra døtrenes børnehave til Havremarkens Skole. Og med et debativrigt væsen var lokalavisen På Gadens efterlysning af borgere til et forældrepanel, som skulle diskutere løsninger for folkeskolen, lige noget for Jan.

Det var samme seddel og samme budskab, Nina var faldet for. Og til møderne i en baggård på Nørrebrogade tænkte de to i fællesskab de første spæde tanker, som endte med at blive startskuddet til Brug Folkeskolen. For Jan delte Ninas bekymringer. Begge var de provokeret af forældre, som kun på overfladen havde alle de rigtige holdninger til folkeskolen.

”Der var de der frelste typer, som bare blev væk og satte deres børn på privatskole uden først at undersøge forholdene på deres lokale skole. Det var utrolig provokerende. Utrolig provokerende,” forklarer Jan.

Forargelsen blev et vigtigt brændstof i den debat, som Nina og Jan i fællesskab rejste. Med skarpladte argumenter og et mod til at sætte ord på integrationsproblemer, som hidtil var blevet tiet ihjel, gjorde de, hvad de kunne for at ruske op i situationen på skoleområdet.

Som sendt fra himlen

Ikke langt fra møderne på Nørrebrogade, på Hellig Kors Skole, begyndte frustrationerne så småt at melde sig. Skolen stod i en situation, hvor andelen af tosprogede i løbet af bare to år var steget fra 70 % til 86 %. Der måtte ske noget.

Skolens leder Klaus Mygind og bestyrelsesformand Mette Kirk havde i flere omgange  sendt invitationer til forældre i områdets børnehaver. Kom og se vores skole, lød opfordringen. Ingen kom.

Derfor var det som sendt fra himlen, da der tikkede en invitation ind fra Nina og Jan. De opfordrede alle skolebestyrelser til at mødes og samarbejde om de problemer, der blev kæmpet med rundt om på skolerne.

”Der tænkte jeg bare: Det er det her, vi skal.”

En stiftelse og 3.000 kroner til Smiley-balloner
optog 15

Brug Folkeskolens flag til Kulturfestival på Blågårds Plads 2004

I marts 2003 blev Forældreforeningen formelt stiftet og repræsentanter i skolebestyrelserne blev involveret i arbejdet med at danne netværk blandt forældre til kommende skolestartere.

”Vores udgangspunkt var, at vi boede i kvarteret og ønskede, at det skulle være et godt sted for vores børn at vokse op. Derfor skulle de kende nogen, og vi skulle kende hinanden. For mig var det vigtigt, at mine børn ikke følte sig fremmede i kvarteret,” forklarer Mette Kirk.

Foreningen kørte de første mange måneder udelukkende på engagement og frivillige kræfter. Den første aktionsdag blev koordineret over mail ud på de sene aftentimer, når bleskift, lektielæsning og familielivets huslige pligter var et overstået kapitel. Og kun i kraft af en beskeden pose penge fra kommunens daværende Uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard kunne foreningen den 9. september gå på gaden med smiley-balloner og budskaber, der skulle få flere til at vælge folkeskolen.

Daværende skoleborgmester Per Bregensgård som gøgler til Brug Folkeskolens første aktionsdag på Sankt Hans Torv i 2003

Daværende skoleborgmester Per Bregengaard som gøgler til Brug Folkeskolens første aktionsdag på Sankt Hans Torv i 2003

”Det jeg mest har tænkt på siden, det var, at der var et behov for os. Behov for nogen, som rejste sig og sagde noget på brugernes vegne. Som ikke var en del af de systemer, som var der,”  har en frivillig forælder i Brug Folkeskolen efterfølgende fortalt.

Ulmende modstand

Det var dog ikke alle, der opfattede dette behov.

”Da vi startede det her, var der ni folkeskoler på Nørrebro, som var fuldstændig ligeglade med hinanden og kun konkurrerede om børnene. Da vi så hver især kom med vores bekymring, så sagde de: Jamen I er nogle racister. Vi laver skole for de børn, vi har, og det er vi glade for. Børn er gode som de er. Der er ikke nogen forskel,” forklarer Nina.  

Ambitionerne om at ændre elevsammensætningen, så den stigende andel af tosprogede faldt, blev opfattet som diskrimination. Og forældrene oplevede at blive tildelt dunkle motiver. Men samtidig oplevede de også, at de stod med en stærk sag.

”Vi havde en enorm legitimitet. Vi havde jo selv vores børn i folkeskolen. Det gav en stor troværdighed. Det er rigtig nok, at det lå under overfladen, at vi var racister, men på den anden side ville de heller ikke på kant med os. Vi var svære at komme udenom,” slår Jan fast.

Gnisten og gejsten kom dog på en alvorlig prøve det første år. Opbakningen var begrænset. Mange af skolelederne betragtede forældrenes mission som en kommunal opgave. Borgmester og politikere brød sig ikke om, at der blev peget på problemer i deres regi. Og medlemstallet i foreningen var ikke større end ti.

”Vi fik simpelthen så meget modstand. De skældte os ud. Og vi kunne ikke trænge igennem til forvaltningen. Vi holdt møder uden nogen kom. Så begyndte man at miste modet. For hvorfor skulle man gøre det, hvis ingen bakkede op?,”  fortæller Nina.

En energiindsprøjtning gjorde forskellen
recmette

Mette Kirk og Solvejg Petot takker for integrationsprisen på kontoret i Søllerødgade 33 i 2004.

 

Foreningen, initiativet, engagementet hang bare et år efter stiftelsen i en tynd tråd. Derfor var det tiltrængt, da der i juni 2004 kom uvant opbakning fra Københavns Rådhus.

Frivilligheden blev anerkendt med Købehavns Kommunes integrationspris ”for gennem debat og dialog at tilskynde til, at Nørrebros forældre vælger den lokale folkeskole,” som det stod på diplomet, der flankerede prisen på 50.000 kr.

”Det gav et løft på et rigtig kritisk tidspunkt, hvor mange var ved at tabe modet. Vi var trætte,” lyder det fra Solvejg.

”Ja, det er rigtigt, det gav virkelig et pift,” supplerer Jan, som dengang udtalte til en af Nørrebros lokalaviser:

”Vi var glade for, at det var en integrationspris, for det er for integrationens skyld, at vi gerne vil have flere danske familier til at bruge folkeskolen.”

Der blev dermed sendt en stikpille til de racistiske beskyldninger, og efterhånden blev det mere legalt at tale åbent om de problemer, som ville opstå med skoler, der bestod af en stor andel tosprogede elever.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

På jagt efter penge og overlevelse

Blåstemplingen af foreningens motiv blev udnyttet til at søge midler. Der måtte noget styring til, som kunne støtte og aflaste de frivillige. Integrationsministeriet bed på først og tildelte projektet 650.000 kr. Og efter en del tovtrækkeri med forvaltningen, indvilgede også Københavns Kommune i at spæde til.

Med et samlet budget på 1.200.000 kr. var Brug Folkeskolen på Nørrebro sikret overlevelse med et sekretariat på to mand i halvandet år frem.

4

Solvejg Petot

Nina blev foreningens første projektleder og på sekretariatet fik hun selskab af Solvejg. Det stod hurtigt klart at den synergieffekt, der opstod i samarbejdet mellem engagerede frivillige og de professionelle ressourcer, som koordinerede og organiserede netværkene, var med til at give foreningen gennemslagskraft.

Netværk for skolestartere blomstrede op omkring Nørrebros skoler, og som en forælder udtalte dengang, så blev det pludselig ”legalt at vælge folkeskolen og stadig være betragtet som en god forælder.”

Brug Folkeskolen på Nørrebro formåede at rykke ved folkeskolens image og mønsteret i skolevalg på Nørrebro. Og efterhånden voksede foreningen ud over Nørrebros grænser til både Amager og Bispebjerg.

Samtidig gjorde midler fra bl.a. Egmont Fondon det muligt at ansætte flere kræfter på sekretariatet, hvor Mette Kirk havde overtaget projektleder-rollen fra Nina, mens Mette Jeppesen havde taget over for Solvejg som projektmedarbejder på Nørrebro.

Lille forening med stor effekt

Selvom ansigterne gennem årene er skiftet ud har formålet hele vejen igennem været at skabe grobund for elevsammensætninger, der afspejler skolernes distrikt, samt kvalificere den skolepolitiske debat – både kommunalt og på landsplan. Og det har skabt resultater.

9

Nina Stokholm har scrapbogen med.

”Min kæphest er, at vi har gjort noget politisk, som ingen andre kunne have gjort, fordi vi rejste det som en forældrebevægelse. Det er noget, man skal blive ved med at gøre – at sætte sin politiske dagsorden højt. Det har vi gjort, og det har rykket ved dagsordenen for Nørrebros folkeskoler, men også faktisk for hele byen. Nu snakker folk om blandede skoler,” siger Nina og Mette Kirk følger op.

”Hvis ikke vi var kommet på det tidspunkt, så var Københavns Kommune ikke kommet så hurtigt i gang med Københavnermodellen og alt det. De havde heller ikke kigget på distrikternes sammensætning, før vi rejste det for dem,” fortæller Mette Kirk.

Fra fallit til førstevalg

I dag er der efter diverse sammenlægninger og omstruktureringer fem folkeskoler på Nørrebro.

Elevsammensætningen på skolerne afspejler nu i langt højere grad end for 10 år siden kvarteret, og fra at der blev talt om en bekymrende andel af tosprogede, er der nu langt mere fokus på en bæredygtig balance mellem sociale og økonomiske ressourcer.

Stevnsgades Skole og Sjællandsgades Skole er siden dengang blevet til Guldberg Skole, som de sidste mange år været populær blandt forældrene i distriktet. Et fint eksempel på, at forældre i fællesskab kan vende en udvikling.

”Jeg synes, det er interessant at se, hvad der er sket for en del af skolerne her på Nørrebro. De har virkelig flyttet sig meget, fra vi startede for 10 år siden. Dengang fik de lov til at køre ved laveste fællesnævner, uden at nogen forældre stillede krav til noget som helst. Brug Folkeskolen har gjort rigtig meget for udviklingen af de her skoler,” slår Mette Kirk fast.

Ilden brænder stadig

De er blevet kaldt folkeskolemafiaen fra Nørrebro, blevet beskyldt for at diskriminere de andre og sågar fået skudt i skoene at være racister.

Men 10 år efter er der ikke tvivl at spore blandt de fem ved bordet. Det var det hele værd.

”Det kan jo være sundt nok at spørge sig selv, hvor man har gjort en forskel, og om noget var det hele værd,” siger Jan.

”For et stykke tid siden mødte jeg faktisk en mor, der har haft barn på Rådmandsgades Skole, hvor vi snakkede om, at det havde været det hele værd. Det var vi enige om. Vi har jo rykket på meget.”

For de fem var og er de blandede skoler i høj grad en ideologisk kamp, som de brændte for. Som Solvejg slutter:

”Der har været meget modstand, men modstand gør stærk. Der var ligesom noget vi kunne være sammen om. Vi var jo ildsjæle, og det var en overbevisning, der drev det.”

10 år er passeret, men ilden brænder stadig blandt forældrene på Nørrebro.

[stextbox id=”alert” float=”true” align=”left” width=”300″]

Forældreforeningen Brug Folkeskolen anno 2013:

Brug Folkeskolen samarbejder i dag med skoler i 4 bydele; Nørrebro, Amager, Bispebjerg og Sydhavnen.

Omkring 1.500 er med i netværkene omkring de forskellige skoler, mens 50-60 forældre yder en frivillig indsats for foreningen.

Rekruttering til folkeskolen er fortsat et væsentligt fokusområde, men også metoder til fastholdelse og bedre forældresamarbejde er kommet på dagsordenen.

Færre midler har betydet, at sekretariatet i 2013 er skåret ned til to ansatte.

[/stextbox]