Hvordan forbedrer vi elevsammensætningen?

For meget snak og for få løsninger. Det er Brug Folkeskolens syn på den aktuelle debat om folkeskolens udfordringer og tilskud til privatskoler.

Bestyrelsesformand Bente Haugbøl og næstformand Katja Tang-Petersens seneste debatindlæg finder du HER, men du kan også læse det nedenfor.

Hvordan forbedrer vi elevsammensætningen?

Hvis ikke der er tilslutning til Anne Vangs forslag til en finansieringsreform af privatskolernes tilskud for at øge privatskolernes incitament til at tage et større socialt ansvar, så skylder kritikerne at komme med forslag til, hvordan vi ellers mindsker skævhederne i elevsammensætningen, skriver forældreforeningen Brug Folkeskolen

Alle børn har ret til en god skolegang. Det er Forældreforeningen Brug Folkeskolens klare holdning, og det er den, der driver vores mange frivillige og engagerede medlemmer i deres arbejde.

Skal det lykkes, kræver det dog, at debatten om folkeskolen spores ind til sagens kerne, og at fokus fastholdes på det reelle problem, som i vores optik er segregering.

Hvordan løser vi det problem, at elever i folkeskolen ikke får det optimale faglige udbytte af deres skolegang, fordi elevsammensætningen er for skæv?

Det er her, vi skal hen. Desværre ender diskussionen alt for ofte i en kamp på ord og holdninger mellem privatskoler og folkeskoler. Eller også strander den i en moralsk strid om forældres frihed til selv at vælge sat over for politisk indgriben og beskyttelse af folkets skole.

Når fokus er her afføder det dilemmaer, som sætter de helt store følelser i rotation. Der bliver skudt mod dem, der går den private vej og mudderkastet tilbage på tilstandene i folkeskolen, mens sigtekornet stille og roligt rykker længere og længere væk fra det, der i vores øjne bør være hele humlen, når vi snakker udfordringer og løsninger for folkeskolen.

Vi har behov for en konstruktiv drøftelse af, hvilke initiativer der skal på banen, hvis vi skal lykkes med at rette op på det faktum, at en stor andel elever med svag socioøkonomisk baggrund nu og i de kommende år risikerer at blive tabt på samfundets bund?

Kammeratskabseffekten

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er netop kommet med en analyse, der som tidligere forskning peger på, at stærke elever trækker de svage op. Den positive klassekammerateffekt er dog afhængig af, at andelen af børn fra ressourcesvage hjem ikke overstiger 30 procent. Gør den det, går det ud over resultaterne.

I undersøgelsen defineres et hjem som ressourcesvagt, hvis mindst to ud af følgende tre kriterier er opfyldt. Ingen af de voksne har en erhvervsmæssig uddannelse, mindst 25 % af husstandens indkomst kommer fra kontanthjælp, offentlig pension eller dagpenge, og hjemmet rummer kun en voksen. Omvendt udgøres et ressourcestærkt hjem af to forældre, hvor minimum den ene har en mellemlang videregående uddannelse eller højere.

Tal over fordelingen af 9. klasses elever i 2010 viser, at hovedparten af elever fra ressourcestærke hjem ikke er påvirket af den negative klassekammerateffekt, som træder i kraft, når mere end 30 % af elever fra ressourcesvage hjem går i samme klasse.

Dog er billedet anderledes, hvis man ser på gruppen af svage elever. Her rammer den skæve fordeling 17 pct. Det er altså næsten hver femte elev med en svag hjemmebaggrund, som blot får endnu sværere ved at finde ind på uddannelsessporet, fordi nogle skoler er så polariserede, som de er.

Vi skylder børnene løsninger

Hvad gør vi ved det? Københavns Børne- og Ungdomsborgmester, Anne Vang, har smidt et løsningsforslag i puljen, der rummer en finansieringsreform af privatskolernes tilskud med det mål at fremme folkeskolens konkurrenceevne og øge privatskolernes incitament til at tage et større socialt ansvar.

Det vil klæde koret af kritikere at forholde sig til den tilsigtede effekt af forslaget og komme med alternative løsninger i stedet for blot at skyde ideen til hjørne. For bliver vi ved med at reducere debatten til en kamp mellem det private og det offentlige og mellem de, der mener folkeskolen ligger, som den har redt, og de, der forsvarer fagligheden, kommer vi ikke langt nok.

Vi må dykke ned i fakta og tage de rå realiteter alvorligt. De folkeskoler, vi samarbejder med, mangler langt fra kvalitet eller visioner for eleverne, men nogle steder er sammensætningen i klasserne desværre så vanskelig, at det er svært at løfte alle. Den sociale byrde er simpelthen for tung.

Derfor spørger vi igen? Hvis mere socialt ansvar blandt fri- og privatskoler hjulpet på vej af økonomiske incitamenter ikke er løsningen, hvad er så? Og hvordan kommer vi socialt segregerede skoler til livs, uden hverken at file på skolesystemets økonomiske kanter eller rykke ved det frie skolevalg?

Det er det, børnene har brug for, at vi finder en løsning på.