Visioner viser vejen for Klostervængets Heldagsskole

Klostervængets Heldagsskole inviterede den 23. januar kommende skolebørn og forældre på middag og informationer om en skole i udvikling.

familier 2

I det ene hjørne af skolegården, flankeret af små, lysende lanterne, står Klostervængets Heldagsskoles nye leder, Morten Østergaard Jensen, klar til at tage imod kommende skolebørn og deres familier. De bliver vist ned i skolens kantine, hvor der er dækket op i alle farver. Det summer af snak og liv, overtøjet kommer af, og bordene fyldes, mens duften af dagens menu spreder sig. Den står på lasagne og råkost, som skolens børnehaveklasser har været med til at forberede, og det står hurtigt klar, at den går rent ind hos de kommende skolebørn.

Mortens mål

Klostervængets Heldagsskole er inde i en positiv udvikling. Der er dannet et aktivt netværk af forældre, som vil sætte deres børn ind på skolen til sommer. Forældrene har mødt hinanden flere gange, senest i starten af januar, hvor de lånte skolens lokaler til et hyggearrangement. Nu vil de gerne have flere med. Et mål, som Morten Østergaard Jensen er helt med på.

“Jeg VIL have to 0. klasser på vores dejlige skole til sommer,” slår han fast over for forældrene, inden han fortsætter med at fortælle om de klare visioner, der skal danne grundlaget for det.

Bevægelse for faglighedens skyld

Allerede til august bliver Klostervængets Heldagsskole til idrætsskole, og selvom målet ikke er, at alle eleverne skal være eliteudøvere, så bliver bevægelse et centralt fokuspunkt for alle klasser. Det bliver en del af læringen for faglighedens skyld, og med status som heldagsskole er der rig mulighed for at udfolde en varieret skoledag, hvor der både er plads til leg og læring.

Morten Østergaard Jensen forklarer, at børnenes lyst til at lære styrkes, når bevægelse integreres i undervisningen. Det gør dem simpelthen klogere.

“Og jeg ved, hvad jeg taler om, for det er noget af det, jeg har beskæftiget mig rigtigt meget med som afdelingsleder på Bellahøj Idrætsskole i seks år,” pointerer skolelederen, og alt imens han deler sine planer med forældrene, har børnehaveklasselederne taget de kommende skolebørn med til over i skolens børnehaveklasser.

Her sidder de i en rundkreds på gulvet og præsenterer sig for hinanden gennem en sangleg. Der er en rar og tryg stemning, og mon ikke børnene allerede er overbeviste om, at det med at starte i skole slet ikke er så farligt.

Hvis du vil med i forældrenetværket for Klostervængets Heldagsskole, kan du kontakte Mette Jeppesen fra Brug Folkeskolen post@brugfolkeskolen.dk eller finde gruppen “Skolestart Klostervænget 2013″ på Facebook