Nu bliver Grøndalsvængets Skole endnu grønnere

Grøndalsvængets Skole er med i et ambitiøst områdeløft og åbner allerede fra juni måned sine fine grønne arealer op for kvarterets børnefamilier. Skolehaverne fornys, der etableres et udendørs læringsrum og amfiteater og skolen får sit eget væksthus. Samtidigt stiger søgningen til skolen og fra august får den grønne skole en ekstra børnehaveklasse.


her er min skole dok

Grøndalsvængets Skoles leder Thomas Horn glæder sig til at åbne skolens grønne arealer for kvarterets familier.

Det er en begejstret skoleleder, der fortæller om det nye områdeløft, som fra 1. marts sættes i gang på Grøndalsvængets Skole. Thomas Horn tiltrådte stillingen som skoleleder for et lille år siden og har helt fra starten haft store planer for de grønne arealer på skolens område.  Han mener, at det skal komme lokalområdet til gode i et område af København, hvor det er småt med græsplæner. Skolen har store boldbaner, hønsehold og skolehaver, men det hele er lidt slidt og trænger til renovering.

Nu bliver det til virkelighed og allerede i juni vil skolen være klar med  nye skolehaver, et væksthus og et udendørs læringsrum og amfiteater. Kvarterets familier og institutioner kan få adgang til oasen. Det eneste det kræver er, at man lægger et depositum for en nøgle, og så kan man låse sig ind, når man vil. Området kaldes Grøndal og brugerne får et medansvar for at drive haverne og passe dyrene.

Bybørn skal også lære om fødevareproduktion og natur i praksis

Både skolens elever, lærere, forældre og ledelse er blevet inddraget i planerne for området i samarbejde med Områdefornyelse Fuglekvarteret. Og det er ambitiøse tanker, der ligger bag. Thomas Horn fortæller, at skolen vil være med til at sikre, at eleverne ved noget om fødevareproduktion og den viden skal eleverne tage med hjem til deres familier. Det skal ske efter princippet learning by doing ved at prøve at dyrke grønsager og holde dyr i praksis. Det er vigtigt i et byområde, hvor mange familier bor i små lejligheder og hvor der sjældent er adgang til en have.

Urban Farming

Projektet er inspireret af Urban Farming, en bevægelse der har bredt sig i København i de sidste år, hvor tanken er, at man godt kan dyrke sine egne grønsager lokalt selv om man bor i en storby. Tankerne bag Urban Farming bygger på bæredygtighed og økologi og derfor skal børnene også arbejde med genanvendelse af regnvand og lære noget om anvendelse af spildprodukter fra skolen og klasseværelserne.

Skolen får en ekstra børnehaveklasse til sommer

Grøndalsvængets Skole har i nogle år i samarbejde med Brug Folkeskolen arbejdet for at få flere af distriktets familier til at vælge skolen. I år er det lykkedes at øge søgningen til skolen så meget, at der til sommer starter tre nye børnehaveklasser i stedet for to. Det glæder Thomas, at flere af kvarterets forældre har fået øje på skolen. Det betyder også, at elevsammensætningen afspejler kvarteret i højere grad end det tidligere har gjort.

Både skolens nye og gamle elever kan glæde sig til sommerens komme, hvor Grøndalsvængets Skole bliver endnu grønnere.

hønsepigerdok

Skolens nuværende hønsehold har altid været til stor glæde for skolens elever. Nu kommer der flere dyr på skolen.

[stextbox id=”red” float=”true” width=”590″]

FAKTA OM GRØNDALS PROJEKTET

  • Genetablering af skolehaver, et udendørs læringsrum/amfiteater samt et væksthus. Skolen har gode fysiske rammer for en etablering da det vil blive koblet op på et ældre naturfagligt værksted (Grøndal) som bl.a. indeholder et hønsehold.
  • Projektet skal sikre at viden om fødevareproduktion, økologi og genbrug når den enkelte elev ud fra princippet learning by doing.
  • Projektet  vil bringe fødevareproduktionen ud til skolen/klasserne og videre hjem til skolens elevers lejligheder
  • Grøndal vil blive skolens og lokalområdets grønne eksperimentarium. Det anlagte område vil åbne op for, at man som familie kan dyrke, pleje og passe. Det vil give skolens klasser et unikt undervisningsmiljø og det vil i det hele taget understøtte skolens pædagogiske visioner i forhold til at inddrage elever og forældre i grønne udviklingstiltag.
  • Fremtidens Grøndal vil blive drevet og passet af skolens og kvarterets børn og forældre. Man betaler et depositum for en nøgle hvorefter man som klasse, familie eller institution kan låse sig ind når man vil bruge området/faciliteterne.

 

[/stextbox]

Af Mette Jeppesen