Børnehaveklassepraktik

Børnehaveklassepraktik

En børnehaveklassepraktik er et møde mellem børnehavebørn, deres pædagoger og forældre og den lokale folkeskole. En børnehaveklassepraktik kan udformes på mange måder, men hovedidéen er, at de store børnehavebørn kommer på besøg hos de nuværende børnehaveklasser og laver en aktivitet sammen med dem.

Det kan være et forløb over en uge, eller det kan forløbe over flere uger, hvor børnene kommer på besøg på en bestemt ugedag hver uge. Børnene kan lave teater, udstilling, cirkus eller en anden aktivitet sammen. I slutningen af forløbet inviteres forældrene ind og ser, hvad børnene har lavet.

En børnehaveklassepraktik har flere formål. Når børnehavebørnene har gode oplevelser på skolen og kommer hjem og fortæller forældrene om dem, smitter det af på forældrenes holdning til skolen. Det åbner mulighed for dialog og for et informeret skolevalg. Skolen bliver hjemmebane for børnene før de starter.

I de forløb vi har tilrettelagt, har børnehavernes og børnehaveklassernes pædagoger fået stort udbytte af samarbejdet. Det gør det meget lettere at ringe og spørge, hvis man er i tvivl om noget i forhold til skolestart og skoleparathed og det skaber et konkret kendskab til den lokale folkeskole hos både pædagoger og forældre, der kan være med til at nedbryde fordomme om skolen.

Læs om de børnehaveklassepraktikker Mette Jeppesen fra Brug Folkeskolen har tilrettelagt HER og se en film om det HER.

stockholmsgave dok1 038

Dramateket laver fortællingen “Sneglens lykkelige dag” sammen med børnehaveklasserne på Blågård Skole og børnehaverne Stockholmsgave, Linden og Bethlehem Sogn på Nørrebro.