Skoleforældre i lygtepælene

Københavnske børnefamilier fortæller i en ny plakatkampagne, hvorfor de har truffet det lokale skolevalg.

Banner

Der er kommet kulør på Københavns reklamesøjler og lygtepæle for tiden.

En ny kampagne skal få flere forældre til at vælge den lokale folkeskole, og derfor er gadebilledet pyntet med plakater, hvor skoleforældre fortæller om deres børns skoler.

Sigtet med Københavns Kommunes folkeskole-fremstød er at ramme mange af forældrene til de 6500 skoleklare børn, som skal skrives op til skole i perioden 12.-23. november.

Forældre på Blågård SKole.

Plakaten med Katrine Marstrand og Morten Petersen samt deres to børn Klara og Malte, der går på Blågård Skole.

“Københavnske forældre står netop nu overfor et vigtigt valg. Vi vil gerne være med til at sikre, at det bliver taget på et oplyst grundlag. Derfor vil vi gerne nuancere debatten om den københavnske folkeskole ved at give taletid til de mange forældre, der hver dag har gode oplevelser med deres lokale skole – både fagligt og socialt,” fortæller Københavns børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang (S).

Brug Folkeskolen har hjulpet Københavns Kommune med at finde forældre til kampagnen. Deriblandt Katrine Marstrand og Morten Petersen, forældre til Klara og Malte på Blågård Skole. Fra deres plads på plakaten fortæller de:

“Vores folkeskole har et højt fagligt niveau, som er tilpasset den enkelte elev. Samtidig er der stort fokus på kammeratskab og sammenhold”.

Plakatkampagne Københavns Kommune